|

Velkommen til hjemmesiden for psykolog Cecilie von Hielmcrone

Her på siden kan du læse om, hvordan jeg arbejder, hvad du får ud af at være klient hos mig m.m.

Har du spørgsmål eller er interesseret i at vide mere om, hvad jeg kan gøre for dig, er du mere end velkommen til at kontakte mig. Se kontaktinfo nederst på siden.

Arbejdsområder

Siden jeg blev uddannet som psykolog har jeg hjulpet mennesker med mange forskellige problemstillinger. 

  • Udfordringer der kom som følge af et tab eller en belastning der nogle gange førte til stress eller depression.
  • Oplevelser der har givet problemer med angst og usikkerhed.
  • Problemer der blev udløst af ændringer i livet. Ændringer i livsvilkår der medførte andre eller større krav, som kan være svære at imødekomme eller vende sig til.
  • Jeg har haft unge (ofte piger) der har oplevet at livet var lettere at overskue hvis de lod være med at spise, eller hvis de kunne skade sig selv, og dermed flytte den indre smerte til noget ydre og fysisk.
  • Misbrug kan også være en måde at håndtere udfordringer på, hvilket jeg også arbejder med, uanset hvad det er man misbruger.
  • Problemer med sexlivet er ikke ualmindeligt, hverken for de mennesker der har andre udfordringer som de gerne vil have hjælp til, eller for par. Jeg taler både med folk individuelt og par om, hvordan deres seksualliv kan komme til at fungere bedre.
  • De sidste år har jeg desuden specialiserede mig inden for de udfordringer man kan have når man har en autismespektrum problematik, eller har mere end almindeligt svært ved at koncentration sig og styre sin opmærksomhed – det vil sige hvis man har adhd eller add.

Sådan arbejder jeg

Første samtale – kemi

Med udgangspunkt i dit liv her og nu, afdækker vi hvilke udfordringer, der har gjort at du har opsøgt mig. Vi finder sammen ud af ud af hvad du har brug for at jeg hjælper dig med.

Det er altid individuelt, og mine metoder tager udgangspunkt i hvilke problemer du gerne vil have hjælp til.

Jeg er særligt trænet i den kognitive tilgang men har i løbet af de år jeg har arbejdet som psykolog også lært andre tilgange som jeg vil gøre brug af hvis jeg tænker det vil være relevant.

Efter den første samtale, aftaler vi en ny tid, hvis du oplever at kemien er i orden og jeg tænker at jeg kan hjælpe dig.

Al forskning viser at, behandlingens succes primært afhænger af kemien og tilliden mellem psykologen og klienten, og mindre af hvilken metode man bruger.

Hvilke metoder bruger jeg, og hvad kan du forvente

I vores samtaler undersøger vi og afdækker forskellige udfordringer der kan være med til at skabe eller fastholde de problemer du står i.

Oftest finder vi frem til noget du skal være opmærksom på eller prøve af inden vi ses næste gang. Modeller, pointer og hjemmearbejde bliver alt sammen skrevet ned, så du får det med hjem. Vores arbejdspapirer er et godt fælles ståsted for arbejdet i og uden for vores samtaler.

Forandringen skal ske i dit liv! – terapien kan bidrage til en bevidstgørelse - en bevidsthed, om hvordan du kan skabe de forandringer som du ønsker.  Men det er jo kun en selv man kan forandre, men jeg kan være med på noget af den vej du vælger.

Jeg startede oprindeligt min egen klinik alene, men fik hurtigt et samarbejde med Psykologhuset Kognitivt Fokus, hvor jeg siden flyttede op og blev en del af medejerne.

Allerede under min uddannelse opdagede jeg, at et af de områder der er vigtige, men som der ikke bliver undervist i på universitetet, er seksualiteten og de seksuelle vanskeligheder der for mange mennesker kan opstå i løbet af et liv. Jeg tog derfor en uddannelse inden for sexologien fordi jeg mener at det er vigtigt at sexlivet tages alvorligt og ikke tabuiseres i behandlingssammenhænge.

Min interesse for adhd og add betød, at jeg fik indsigt i hvor problematisk vores arbejdsmarked er for mange af de mennesker der har disse vanskeligheder. Mennesker der har ressourcer og talenter, som på grund af deres kognitive udfordringer ikke kan komme til at bidrage med det de har, blandt andet fordi vores arbejdsmarked er indrettet som det er.

Jeg havde på det tidspunkt længe samarbejdet med psykiater Henning Laugesen, og vi fandt ud af at det ville være dejligt at have mere fast tilknytning, fx med klinik på samme adresse. Derfor flyttede jeg i 2013 til Fuglebakkevej hvor jeg nu har klinik.

Jeg har to store børn og er gift for 2. gang, bor i Brabrand og oplever stadig at nysgerrigheden og evnen til at forundres er det der driver mig til at undersøge og udforske livet og verden omkring mig.